Julimåned er snart forbi og jeg skal da have vist frem, hvad jeg har sendt afsted i denne måned! Jeg skal også lige vise en skøn pakke, som jeg selv modtog i juni, men som ikke har været på bloggen endnu.
Da legen startede skrev jeg en idé eller to ud for hver af deltagerne i min gruppe. Bare så jeg ikke stod på helt bar bund, når skæbnens time oprandt! Men jeg var egentlig slet ikke i tvivl om, hvad der skulle ud sendes i juli måned.
En smashbook til Isabell
Jeg har har aldrig lavet en smashbook før og "forstår" nok egentlig heller ikke konceptet. Men jeg synes, at det kunne være sjovt selv at sy en, så den kunne blive anderledes end de købte. Jeg søgte inspiration hos
Frk Turkis, som virker til at være ekspert i alt og derfor også i smashbooks og selvom jeg ikke helt kunne gøre hende kunsten efter, så fik jeg lavet denne her:
Jeg var noget nervøs, da jeg sendte den afsted, men heldigvis kunne
Isabell godt lide bogen. :)
Et strikkekit til Anja.
Da jeg kom i gruppe med Anja (
Zoomsnoren), var jeg slet ikke i tvivl om, at hun skulle have noget med Arne & Carlos. Hun er nemlig helt vildt med de to nordmænd! Det naturlige valg faldt derfor på et strikkekit, hvor hun fik alle materialerne til 2
strikkede lysestager i rød og hvid med et lille modificeret design fra bogen Julekugler af selv samme Arne & Carlos.
Det er rigtig hyggeligt at lave kits og sætte det hele sammen i håb om, at modtageren vil nyde at få et projekt serveret. Anja har siden fortalt, at hun blev glad for det og jeg glæder mig til at se, hvad hun får ud af det! Anja laver så utrolig mange flotte og farverige strikkede sager, så jeg er spændt på, om der er spræl nok i mønsteret eller om hun kan finde på at lave det hele om. Følg med på
Anjas blog! - Det gør jeg nemlig med stor glæde!
Skønne farver fra Nina
Jeg er så heldig, at jeg i juni måned som en del af Tråd & Garn legen modtog en farverig pakke fra den dygtige
Nina.
Jeg er vild med ordlyden på nålepuden og ideen med at brodere nyt oven på gammelt. Hun rammer også lige ind i en af de ting, som jeg arbejder med hver eneste dag; nemlig at slippe "burde" - og puden er en skøn reminder! Den flotte pung er blevet etui til mine
broderede solbriller og jeg glæder mig til at finde på et projekt, hvor de smukke orkerede blonder kan indgå.
Tusind tak for pakken, Nina.